Mange børn ser ikke deres fædre. I 2018 boede 23% af alle danske børn uden deres far. En af de fædre er Rasmus Rasmussen. Han har en søn på fem år. Men hvordan det går barnet, ved Rasmus ikke. For han har ikke set ham siden, sønnen blev født. Rasmus er en af de mange, som står i en speciel situation.
Af Thea Haudrum Modigh
“Vi er blevet gravide”, siger hun. Rasmus sidder for enden af spisebordet. Han tjekker mails. Han er næsten lige kommet hjem fra et lederkursus, hun kommer direkte fra Aalborg. Et udtryksløst ansigt bliver hun mødt af: “Øh tillykke”, bliver der måske mumlet ud. Det er nu man skal smile, være glad, men jubel-følelserne er svære at få frem. Det er eftermiddag. En sommerdag. Et udramatisk drama, og Rasmus bider det i sig. Pludselig bevæger viserne sig dét langsommere, og tiden står stille. En neutral tilkendegivelse bliver hans respons. Han vil ikke gøre hende ked af det.
“Det er fortællingen om en far, der skred, hvor det var mig, der svigtede. Det må jeg jo anerkende på den måde, at jeg valgte ikke at slås videre for at se barnet.”
Rasmus er far. Han er 46 år, 179 cm høj og skilt. Han har to dejlige døtre på henholdsvis 12 og 15 år. Til hverdag er han projektchef i et fibernet-firma, og han bruger sin fritid på at spille håndbold. For fem år siden fik Rasmus at vide, at han skulle være far igen mod sin vilje. Det var ikke en del af ligningen. Han troede, at han havde redt sengen ordentligt, og der ingen pletter på lagnet var. Det er nu fem år og nogle måneder, siden Rasmus sidst så sin søn.
En relation for meget
Rasmus kigger på hende. De er på en privatklinik på første etage. Et meget klinisk lokale. Lægen går frem og tilbage, som de nu gør i sådanne situationer. Han sidder ved siden af hende. Rummet er mærkeligt og vækker følelsen af ubehag. Han føler, han sidder i et lille venteværelse i Indien, selvom han for fem minutter siden passerede Hotel Royal ved Domkirken. Der bliver talt. Men ikke ét af ordene kommer fra ham. Urets visere tikker fra hel til halv. Bliver det en dreng eller en pige? Måske kan man se det på skærmen. Han ænser intet andet end en at føle sig fuldstændig låst i situationen.
De havde været sammen i to år. Var glade og lykkelige. Pludselig skulle de være én mere, og så kom konflikten. Han havde foreslået en abort. Men det var ikke hans krop, ikke hans beslutning. Et barn blev født, og Rasmus brød kontakten.
Ifølge Foreningen Far har over 10% af fædre mistet kontakten til deres børn. I 2018 målte Danmarks Statistik, at 23% af alle danske børn bor uden deres far. Af skilsmissebørn, der ser begge forældre, bor 86% hos deres mor og besøger faren af og til.
Blot 5% børn i Danmark bor uden deres mor.
Da Rasmus brød kontakten med mor og barn, stoppede kontakten ikke helt der. Rasmus’ forældre var ikke enige i beslutningen. De ville gerne have en relation til barnet. For dem var det ikke en sag mellem mor og far, men en sag om en dreng, der skulle have et forhold til sine bedsteforældre. Men Rasmus blev vred, hvis han ikke skulle have et forhold til moren og barnet, så skulle de heller ikke.
Svært for far at være far
Det var ikke kun farvel og tak til søn og mor, da Rasmus sagde stop. Rasmus forsøgte at række ud. Men han vidste også godt, at det var en tabersag.
“Jeg forsøgte flere gange at få et almindeligt samvær, som voksne mennesker aftaler. Man fik besked på, at det så skulle være overvåget”
Skulle Rasmus have samvær med sønnen, skulle det først ske gennem familieretshuset. Det føltes for Rasmus som en overflødig test, når han allerede havde bevist sit værd som forælder til to døtre.
“Det kan godt være, at barnet ikke var ønsket, men det betyder ikke, at man ikke kan skabe en relation og prøve at være en god far for det barn på de vilkår der nu er.”
Efter et hvis antal håndsrækninger udenom familieretshuset, opgav Rasmus kampen.
“Uanset økonomi og ressourcer, vidste jeg, at var det en tabersag, hvis jeg valgte at slås for det.”
I følge undersøgelser hos Foreningen Far mister faren kontakten til børnene i 29% familieretslige sager. Når far og mor bliver skilt, sker fordelingen oftest i Familieretshuset. Her skal man afgøre, hvordan samvær med børnene skal foregå.
Mange forældre ender i dag med en deleordning, hvor børnene både ser far og mor. Oftest ender det med en 9-5 eller 10-4 ordning. 10 dage til mor, 4 dage til far.
Moren ender derfor tit med at være primær omsorgsperson. Det leder til at fædre i mange scenarier bliver en andenrangs forælder. Nogle gange bliver relationen bedre med årene, andre gange værre. Nogle gange forsvinder relationen helt.
Seniorforsker Mai Heide Ottosen, har forsket i børn og familie. Hun siger: “Vi kan ikke sige noget om, hvorfor de ikke har samvær. Der kan være mange grunde til, hvorfor børn ikke har kontakt med deres fædre. Der er ikke nogen entydig forklaring.”
Følelsesregister på overarbejde
Ni måneder efter Rasmus mumlede et lavmælt tillykke, er han på shoppingtur i Skejbycenteret. Det er formiddag. Menneskemyldret er begrænset, og kroppen føles ensom. Han er i dårligt humør. Irriteret over at blive sendt afsted efter bleer og sutteflasker. At være far igen. I sin polo og blå jeans går han på en velkendt jagt i Føtex. Han var blevet hængende, som et ordentligt menneske gør, når en partner er gravid. Bed i det sure æble. For er hans følelser overhovedet legitime? Må han gerne føle, som han gør? Må man sige dem højt? Midt mellem sallingrækkerne løber vandet over. Rasmus ser sig selv og sin situation. Det duer ikke her. Det kan jeg ikke, det skal jeg ikke.
At bryde en kontakt kommer ikke uden konsekvenser. Jesper Lohse, Landsformanden for Forening Far, siger, “Når fædre ikke er i kontakt med deres børn, slår de ud i alle sundhedsstatistikker. Det påvirker fædre meget voldsomt”. I en undersøgelse lavet af Foreningen Far fremgår det, at 32% af fædres psykiske helbred er blevet betydeligt påvirket af at miste kontakten til deres børn.
Samme tendens sås hos Rasmus, “Jeg kan da godt se i bakspejlet, at det nok egentlig ramte dybt.”
To måneder efter en søn blev født, har Rasmus en session hos en psykolog. Han har det svært. Han har brug for hjælp til at få styr på tankerne og vil gerne finde nogle strategier. Der er vrede, frustration, og igen følelsen af, om det overhovedet er okay at føle de følelser, han har. Han ankommer til et lægehus. Et lokale fyldt med stole, et epicenter af varmedunke til hjernen.
Rasmus tager i håndtaget ind til et mindre lokale. Der sidder en kvinde. Foran hende et skrivebord. Hun ser sikkert sød ud, men om han vil kunne genkende hende i dag, er ikke sikkert. For Rasmus ser ikke andet end de rammekvadratiske billeder, der dækker hele skrivebordet som et væg-til-væg-tæppe. Motivet er præcis lige det, som Rasmus forsøger at flygte fra. Den forkerthed og de tanker, han døjer med, kigger pludselig direkte ind i øjnene på ham.
“Hun ville aldrig kunne forstå, hvordan jeg havde det, tænkte jeg dengang”.
En nybagt mor, der skulle fortælle ham, at det er okay ikke at ville være far. Ved sessionens afrunding afregnede han og kom ikke til at betræde matriklen igen.
Børnene bliver taberne
Rasmus ved godt, at det kan give sorg og identitetsproblemer for et barn uden far. Men som det skilsmissebarn, han selv er, mener han, at nye relationer intet skidt gør. Han har forhåbninger om, at der i dag er en ny faderfigur i drengens liv i form af en bonusfar.
“Jeg har altid haft den her holdning til forældreskab. Det handler ikke nødvendigvis om blodet, det handler lige så meget om det, vi gør sammen, og det vi er for hinanden.” Derfor er Rasmus tryg ved drengens udvikling og er ikke nervøs for barnets mistrivsel, selvom han ikke er del af hans liv.
Han anerkender, at der kan opstå et afsavn, og en lyst til at lære sit ophav at kende, og vil ikke nægte drengen den nysgerrighed. Selvom Rasmus lige nu er et sted, hvor han er i accept med sine valg, er han ikke lukket for, at de valg kan ændre sig, “Hvis hånden en dag rækker ud, vil jeg ikke være afvisende for at tage imod den”.
Psykoterapeut Henny Nørgaard arbejder til hverdag med børn i skilsmisser. Ifølge hende er det vigtigste redskab dialogen, her særligt mellem far og barn, “Hvis man ikke får snakket om det, hober følelserne sig op”.
Hun beskriver, hvordan det er børnene som bliver taberne, når de ikke har samvær med begge forældre. Børn har brug for at kunne identificere sig med både mor og far. Det har derfor store konsekvenser for børnenes trivsel, når der er mangel på en relation. Børn føler sig kasseret og føler sig ikke gode nok, siden far ikke vil se dem.
“Hun har spurgt farmor, og farmor har spurgt mig”
Efter fire måneder uden kontakt, genskabte Rasmus sin relation til forældrene. Men når forældrene skal være sammen med barnet, så ved han det ikke. Han vil slet ikke have noget med det at gøre. Han kunne jo egentligt godt troppe op og sige hej til sønnen. Men det er den del af hans liv, han ikke deltager i.
Hans ældste datter er begyndt at spørge ind til halvlillebroren. “Hun har spurgt farmor, og farmor har spurgt mig”.
Rasmus stopper hende ikke. Han mener, at relationer er noget, man skal bevare. Opbygge, være en del af. Livet er kort, og man skal dele de momenter, man kan have sammen. Rasmus ved godt, det clasher. For det han siger, og det han går ind for, at alle bare skal have det godt og fedt sammen, det følger han ikke selv.
“Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne række hånden ud, hvis det ikke var for min stolthed og alle mulige gode argumenter”.
Udefra ser han det godt, at han opfattes som et nederen menneske.
“Det er da ekstremt tabubelagt at sige, at man ikke ønsker et barn – der står du som far, med et samfund, der kigger på en mand, der forlader et nyfødt barn.”
Rasmus valgte at sige stop. Det var svært og hårdt, men han mener, at det er vigtigt, at fædre som ham anerkender sine valg. At de åbner dialogen og står til ansvar for egne handlinger.